Et af mine mål for i år skal være at arbejde meget mere med små kreative skriveøvelser på klassen, og her kommer så et bud på hvordan 4 af sådan nogen kan se ud (til både engelsk og dansk).
1: På wordis.net publiceres der hver dag starten på en sætning, som oftest med et tydeligt eksistentialistisk indhold. Bed eleverne færdiggøre sætningen (Wordis er på engelsk, men vil du bruge det i dansk kan du jo oversætte og lave øvelsen offline). I kan selvfølgelig høre hinandens og sammenligne med de andre der har publiceret.
2: Almen Sprogforståelse står igen for døren, og det betyder gennemgang af ordklasser. Stjæl ideen her fra Inger Christensens Silken, rummet, sproget, hjertet (2000), og bed eleverne skrive små tekster om ordklasserne - opfordr dem til at være kreative. Læs til sidst Inger Christensens beskrivelser og diskuter hvilke forskelle der er i jeres beskrivelser af ordklasserne og hvorfor.
3: Brug Facebook/Twitter-opdateringer som haiku. Bed eleverne lave en (evt. offline) refleksion over dagen, deres verden lige her og nu, dagens tekst eller noget andet på maks 140 anslag.
4: På The Storystarter får man en begyndelse til en historie man selv kan digte videre på, foræret. Bed eleverne skrive videre på historien. Eller bed dem selv finde på den bedste begyndelse på en historie de kan forestille sig. Få en god diskussion om hvad der sker i førstesætninger.
Denne blog er tænkt som inspiration til en varieret undervisning i sprog og litteratur. Udgangspunktet er engelsk og dansk, men mon ikke der også skulle være nogle metoder blandt, som kan bruges i andre beslægtede fag. Indlæggene dækker områder som: Organisering af undervisningen (undervisningsdifferentiering), læs en tekst, skriftlighed, spil, glosetræning, mundtlighed, grammatik, IT og anden teknik, SMARTboard i undervisningen, forløbsplaner og andet blandet godt.
torsdag den 21. juli 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar